Indsætte (importere) tekst



Når du indsætter en tekstfil eller en fil med et regneark, kan du angive, hvordan den importerede tekst skal formateres, ved hjælp af indstillinger.

Du kan se en video om import af indhold i InDesign på www.adobe.com/go/vid0067_dk.

  1. (Valgfri) Du kan oprette lænker til de filer, der skal indsættes, ved at klikke på Filhåndtering i dialogboksen Indstillinger og derefter vælge Opret lænker ved indsætning af tekst- og regnearksfiler.

    Hvis denne indstilling markeres, oprettes der en lænke til den indsatte fil. Du kan opdatere, oprette nye lænker eller fjerne lænker til tekstfiler ved hjælp af panelet Lænker. Hvis du formaterer lænket tekst i InDesign, bevares formateringen dog muligvis ikke, når lænken opdateres. Hvis indstillingen ikke er markeret, integreres importerede tekst- og regnearksfiler (der oprettes ikke lænker til dem).

  2. Benyt én af følgende fremgangsmåder:
    • Hvis du vil oprette en ny ramme til den indsatte tekst, skal du kontrollere, at der ikke er noget indsættelsespunkt, og der ikke er markeret hverken tekst eller rammer.

    • Du kan føje tekst til en ramme ved at vælge tekstværktøjet  og derefter markere tekst eller placere indsættelsespunktet.

    • Du kan erstatte indholdet i en eksisterende ramme, ved at markere rammen med et markeringsværktøj. Hvis der er tale om en sammenkædet ramme, vises en markør for indlæst tekst.

      Hvis du utilsigtet kommer til at erstatte en tekstfil eller grafik ved hjælp af denne metode, kan du vælge Rediger > Fortryd Erstat og derefter oprette en tekstramme ved at klikke eller trække.
  3. Vælg Filer > Indsæt.
  4. Vælg Erstat markeret element, hvis den importerede fil skal erstatte indholdet af en markeret ramme, eller hvis den skal erstatte markeret tekst eller føjes til tekstrammen ved indsættelsespunktet. Deaktiver denne indstilling, hvis den importerede fil skal placeres i en ny ramme.
  5. Vælg Vis importindstillinger, og dobbeltklik på den fil, der skal importeres.
  6. Angiv importindstillingerne, og klik derefter på OK.

Hvis du ikke allerede har valgt en eksisterende ramme til at modtage tekst, omdannes markøren til et ikon for indlæst tekst, der er klar til at lade teksten løbe derhen, hvor du klikker eller trækker.

Hvis der vises en advarsel om, at det anmodede filter ikke blev fundet, kan det skyldes, at du forsøger at indsætte en fil fra et andet tekstbehandlingsprogram eller fra en tidligere version af Microsoft® Word, f.eks. Word 6. Åbn filen i det oprindelige program, og gem den i RTF-format, som bevarer det meste af formateringen.

Hvis der i det importerede Microsoft Excel-dokument vises røde punkter i celler, skal cellestørrelsen eller tekstattributterne justeres, så overskydende indhold bliver synligt. Det er også muligt at indsætte filen som uformateret tekst adskilt med tabulatorer og derefter konvertere teksten til en tabel.

Om importfiltre

I InDesign importeres de fleste tegn- og afsnitsformateringsattributter fra tekstfiler, mens de fleste sidelayoutoplysninger, f.eks. margen- og spalteindstillinger (som du kan angive i InDesign), ignoreres. Bemærk følgende:

  • InDesign importerer generelt alle formateringsoplysninger, der er angivet i tekstbehandlingsprogrammet, undtagen oplysninger om tekstbehandlingsfunktioner, der ikke findes i InDesign.

  • InDesign kan tilføje importerede formater på en formatliste for dokumentet. Der vises et diskikon ud for de importerede formater. Se Konvertere Word-typografier til InDesign-formater.

  • Importindstillingerne vises, når du markerer Vis importindstillinger i dialogboksen Indsæt, eller når du importerer en Excel-fil. Hvis Vis importindstillinger er fravalgt, bruger InDesign de senest anvendte importindstillinger fra en lignende dokumenttype. De angivne indstillinger gælder, indtil du ændrer dem.

  • Hvis InDesign ikke kan finde et filter, der genkender en fil på filtypen eller filtypenavnet, vises der en advarsel. Du opnår det bedste resultat i Windows, hvis du bruger standardfiltypenavnet (f.eks. .doc, .docx, .txt, .rtf, .xls eller .xlsx) til den importerede filtype. Det kan være nødvendigt at åbne filen i det oprindelige program og arkivere den i et andet format, f.eks. RTF eller som ren tekst.

Der er yderligere oplysninger om importfiltre i pdf-filen med vigtige oplysninger om filtre, som findes i InDesign-programmappen.

Importindstillinger for Microsoft Word- og RTF

Hvis du vælger Vis importindstillinger, når du indsætter en Word-fil eller en RTF-fil, kan du vælge mellem følgende indstillinger:

Tekst til indholdsfortegnelse
Importerer indholdsfortegnelsen som en del af teksten i tekstenheden. Disse indgange importeres som ren tekst.

Indekstekst
Importerer indekset som en del af teksten i tekstenheden. Disse indgange importeres som ren tekst.

Fodnoter
Importerer Word-fodnoter. Fodnoter og referencer bevares, men sidenummereringen ændres med udgangspunkt i indstillingerne for fodnoter i dokumentet. Hvis fodnoterne fra Word ikke importeres korrekt, kan du prøve at gemme Word-dokumentet i RTF-format og derefter importere RTF-filen.

Slutnoter
Importerer slutnoter som en del af teksten sidst i tekstenheden.

Anvend typografiske anførselstegn
Sikrer, at importeret tekst indeholder venstre og højre anførselstegn (“ ”) og apostroffer (’) i stedet for lige anførselstegn (" ") og apostroffer (').

Fjern formater og formatering fra tekst og tabeller
Fjerner formatering, f.eks. skrifttype, tekstfarve og tekstformat, fra den importerede tekst, herunder tekst i tabeller. Afsnitsformater og indlejret grafik importeres ikke, når denne indstilling er valgt.

Bevar lokale tilsidesættelser
Når du vælger at fjerne formater og formatering fra tekst og tabeller, kan du bevare den tegnformatering, f.eks. fed skrift og kursiv, der er anvendt på dele af et afsnit, ved at markere Bevar lokale tilsidesættelser. Fjern markeringen af denne indstilling, hvis du vil fjerne al formatering.

Konverter tabeller til
Når du vælger at fjerne formater og formatering fra tekst og tabeller, kan du vælge at konvertere tabeller til grundlæggende, uformaterede tabeller eller uformateret tabulatorsepareret tekst.

Hvis du vil importere uformateret tekst og uformaterede tabeller, skal du importere teksten uden formatering og derefter indsætte tabeller fra Word i InDesign.

Bevar formater og formatering i tekst og tabeller
Bevarer Word-dokumentets formatering i InDesign- eller InCopy-dokumentet. Du kan angive, hvordan formater og formatering skal bevares, ved hjælp af indstillingerne under afsnittet Formatering.

Manuelle sideskift
Bestemmer, hvordan sideskift fra Word-filen formateres i InDesign eller InCopy. Vælg Bevar sideskift for at bruge samme sideskift som i Word, eller vælg Konverter til spalteskift eller Ingen skift.

Importere indlejret grafik
Bevarer indlejret grafik fra Word-dokumentet i InDesign.

Importer ubenyttede formater
Importerer alle formater fra Word-dokumentet, også selvom formaterne ikke anvendes på tekst.

Konverter punkttegn og nummerering til tekst
Importerer punkttegn og nummerering som faktiske tegn, så afsnittets udseende bevares. Tallene i nummereringen opdateres dog ikke automatisk, når listeelementerne ændres.

Registrer ændringer Til InCopy
Hvis denne indstilling vælges, vises redigering af den importeres tekst i InCopy med markering og gennemstregning, når Registrer ændringer er aktiveret. Hvis indstillingen ikke er valgt, markeres den importerede tekst som én enkelt tilføjelse. Det er muligt at få vist Registrer ændringer i InCopy, men ikke i InDesign.

Importer formater automatisk
Importerer formater fra Word-dokumentet i InDesign-dokumentet. Hvis der vises en gul advarselstrekant ved siden af Konflikter i formatnavne, har ét eller flere afsnits- eller tegnformater i Word-dokumentet samme navn som et format i InDesign.

Du kan angive, hvordan disse konflikter i formatnavne skal løses, ved at vælge en indstilling i menuerne Konflikt i afsnitsformater og Konflikt i tegnformat. Hvis du vælger Brug InDesign-formatdefinition, formateres den importerede, formaterede tekst på baggrund af InDesign-formatet. Hvis du vælger Omdefiner InDesign-format, formateres den importerede, formaterede tekst på baggrund af Word-formatet, og eksisterende InDesign-tekst, som er formateret med Word-formatet, ændres. Hvis du vælger Omdøb automatisk, omdøbes de importerede Word-formater. Hvis formatet Underoverskrift f.eks. findes i InDesign og Word, omdøbes det importerede Word-format til Underoverskrift_wrd_1, hvis Omdøb automatisk er valgt.

Bemærk! InDesign konverterer afsnits- og tegnformater, men ikke formater med punktopstillede og nummererede lister.

Tilpas import af formater
Giver dig mulighed for at markere, hvilket InDesign-format der skal anvendes til hvert Word-format i det importerede dokument, ved hjælp af dialogboksen Tilknytning af format.

Gem forudindstilling
Gemmer de nuværende indstillinger for import af Word til senere brug. Angiv indstillingerne for import, klik på Arkiver format, indtast navnet på formatet, og klik på OK. Næste gang du importerer et Word-format, kan du vælge det format, som du har oprettet i menuen Format. Klik på Anvend som standard, hvis det markerede format skal anvendes som standard for import af Word-dokumenter fremover.

Importindstillinger for tekstfiler

Hvis du vælger Vis importindstillinger, når du indsætter en tekstfil, kan du vælge følgende indstillinger:

Tegnsæt
Angiver det computertegnsæt, f.eks. ANSI, Unicode UTF8 eller Windows CE, der er brugt til at oprette tekstfilen. Standardindstillingen er det tegnsæt, der svarer til standardsproget og platformen i InDesign eller InCopy.

Platform
Angiver, om filen er oprettet i Windows eller Mac OS.

Sæt ordbog til
Angiver den ordbog, der skal bruges af den importerede tekst.

Ekstra vognretur
Angiver, hvordan eksterne afsnitsskift importeres. Vælg Fjern ved slutningen af hver linje eller Fjern mellem afsnit.

Erstat
Erstatter det angivne antal mellemrum med en tabulering.

Anvend typografiske anførselstegn
Sikrer, at importeret tekst indeholder venstre og højre anførselstegn (“ ”) og apostroffer (’) i stedet for lige anførselstegn (" ") og apostroffer (').

Importindstillinger for Microsoft Excel

Når du importerer en Excel-fil, kan du vælge mellem følgende indstillinger:

Ark
Angiver det regneark, du vil importere.

Vis
Angiver, om arkiverede brugerdefinerede eller personlige visninger skal importeres eller ignoreres.

Celleudsnit
Angiver celleudsnittet med et kolon (:) (f.eks. A1:G15). Hvis der er navngivne udsnit i regnearket, vises disse navne i menuen Celleudsnit.

Importer skjulte celler, der ikke er arkiveret i visningen
Omfatter celler, der er formateret som skjulte celler i Excel-regnearket.

Tabel
Angiver, hvordan regnearksoplysningerne vises i dokumentet.
Formateret tabel
InDesign forsøger at bevarer den samme formatering, som der bruges i Excel, selvom det muligvis ikke er muligt at bevare tekstformateringen i de enkelte celler. Hvis der er tale om et lænket regneark og ikke et indlejret regneark, tilsidesættes enhver formatering, der er foretaget i tabellen i InDesign, når kæden opdateres.

Uformateret tabel
Tabellen importeres uden formatering fra regnearket. Når denne indstilling er valgt, er det muligt at anvende et tabelformat på den importerede tabel. Hvis du formaterer tekst ved hjælp af afsnits- og tegnformater, bevares formateringen, selvom du opdaterer lænken til regnearket.

Uformateret tekst med tabulatorer
Tabellen importeres som tabulatorsepareret tekst, der kan konverteres til en tabel i InDesign eller InCopy.

Kun formateret en gang
InDesign bevarer den samme formatering som den, der er brugt i Excel i forbindelse med den første import. Hvis regnearket er lænket frem for integreret, tilsidesættes de formateringsændringer, der er foretaget i regnearket, i den lænkede tabel, når du opdaterer lænken. Denne indstilling er ikke tilgængelig i InCopy.

Tabelformat
Anvender det tabelformat, der angives, på det importerede dokument. Denne indstilling er kun tilgængelig, hvis Uformateret tabel er valgt.

Cellejustering
Angiver cellejusteringen for det importerede dokument.

Medtag integreret grafik
Bevarer indlejret grafik fra Excel-dokumentet i InDesign.

Antal decimalpladser, der skal medtages
Angiver antallet af decimalpladser i tal i regnearket.

Anvend typografiske anførselstegn
Sikrer, at importeret tekst indeholder venstre og højre anførselstegn (“ ”) og apostroffer (’) i stedet for lige anførselstegn (" ") og apostroffer (').

Importindstillinger for mærket tekst

Du kan importere (eller eksportere) en tekstfil, der kan udnytte InDesignformateringsfunktioner, ved at bruge mærket tekstformat. Mærkede tekstfiler er tekstfiler med oplysninger, der beskriver den formatering, som InDesign skal anvende. Korrekt mærket tekst kan beskrive næsten alt, hvad der kan vises i en InDesign-tekstenhed, herunder alle afsnitsattributter, tegnattributter og specialtegn.

Du kan finde flere oplysninger om angivelse af mærker ved at se mærket pdf-tekst på www.adobe.com/go/learn_id_taggedtext_cs4_dk (PDF).

Følgende indstillinger er tilgængelige, når du importerer en mærket tekstfil og vælger Vis importindstillinger i dialogboksen Indsæt.

Anvend typografiske anførselstegn
Sikrer, at importeret tekst indeholder venstre og højre anførselstegn (“ ”) og apostroffer (’) i stedet for lige anførselstegn (" ") og apostroffer (').

Fjern tekstformatering
Fjerner formatering, f.eks. skrifttype, tekstfarve og tekstformat, fra den importerede tekst.

Løs tekstformatkonflikter ved hjælp af
Angiver, hvilket tegn- eller afsnitsformat der skal anvendes, når der er en konflikt mellem formatet i den mærkede tekstfil og formatet i InDesign-dokumentet. Vælg Publikationsdefinition for at anvende den definition, der allerede findes for formatet i InDesign-dokumentet. Vælg Definition for mærket for at bruge formatet som defineret i den mærkede tekst. Med denne indstilling oprettes et andet formatnavn med ordet "kopi" som sidste del af navnet i panelet Format.

Vis liste over problemmærker før indsætning
Viser en liste over mærker, der ikke kan genkendes. Hvis der vises en liste, kan du vælge at annullere eller fortsætte importen. Hvis du fortsætter, ser filen måske ikke ud som forventet.

Gemme Word- eller RTF-importindstillinger som formater

  1. Når du indsætter en Word- eller RTF-fil, skal du starte med at kontrollere, at Vis importindstillinger er markeret og derefter vælge Åbn.
  2. Angiv de ønskede indstillinger i dialogboksen Importindstillinger.
  3. Klik på Arkiver format, skriv et navn på formatet, og klik på OK.
  4. Klik eventuelt på Anvend som standard for at bruge formatet, hver gang der importeres en fil med den pågældende filtype.

Du kan angive brugerdefinerede formater i menuen Formater, hver gang du åbner en Word- eller RTF-fil.